Om Janni

Jeg er 50 år, gift med Per og har tvillinger på 21 år. Jeg har altid været nysgerrig på det spirituelle, men den store åbning kom først i 2016, efter en årrække hvor min sjæl havde banket på for at komme frem i lyset. Det førte mig til Camilla Nymand og Livsmagi- og Klarsynsuddannelsen, som jeg afsluttede i juni 2019. I august 2020 afsluttede jeg uddannelsen i Højere Clairvoyance og Energiarbejde også hos Camilla Nymand.

Uddannelserne har været startskuddet til en helt ny vinkel på mit liv, og samtidig har de givet mig en følelse af at have fundet hjem - en følelse af at være på rette hylde. Jeg har hentet og henter stadig en masse viden indenfor det spirituelle. Jeg er nysgerrig og udforsker derfor hele tiden forskellige måder, vi kan arbejde med energien. Jeg deltager i gruppeforløb, kurser, online webinar og læser og lytter indgående til astrologer, intuitive, healere og andre der fanger min interesse indenfor det holistiske. Jeg arbejder hele tiden med min egen personlige og spirituelle udvikling og følger intenst med i den energetiske udvikling, vi alle står i. 

  • "Tak for muligheden og tiden i dag. Og for den gave du giver verden ved at give dyrebar viden videre til mange på deres vej."
    Citat fra en klient

Som person er jeg rolig, jordbunden og ydmyg. Mine klienter omtaler mig som en, der er nede på jorden, troværdig og formår at formidle roen videre. Jeg har et naturligt behov for ro og fordybelse, og har altid haft det.  Roen finder jeg oftest i naturen. Fordybelsen går gerne den spirituelle vej, og siden jeg var barn, har jeg været nysgerrig på, hvordan det hele hænger sammen, hvor kommer vi fra, og hvad vi skal her.

Jeg har altid følt mig draget af at kunne hjælpe andre, hvilket bl.a. har ført mig til Røde Kors, hvor jeg laver frivilligt arbejde i Horsens afdelingen. Her hjælper jeg på mange forskellige måder. Men med clairvoyancen som værktøj har jeg mulighed for at hjælpe det enkelte menneske ved at give lys og vise vej og højne bevidstheden.

Mit håb er at kunne være med til at skabe mere lys og lethed og åbne op til en større bevidsthed om, at alt er energi. Jeg håber, at jeg kan være et lille bidrag til, at flere kan se verden mere multidimensionelt og gå med en nysgerrighed og fascination på det, der er anderledes. Jeg går selv vejen, imens jeg øver mig og lærer. Mit håb er også at se en verden, der er mere blød og kærlig og har autenticitet og ærlighed som kerneværdier.